Et Hus er ikke et hjem_forside_OKAnmeldelser af ‘Et hus er ikke et hjem’ (roman, Byens Forlag 2015)

“Fabelagtigt: Peter H. Olesen har bedrevet en af årets mest vellykkede bøger med sit tragikomiske portræt af en mand, der har det godt nok, men bare ikke orker mere.
Hvem er det nu lige, Peter H. Olesen er? Sådan, må jeg ærligt indrømme, lød min første tanke, da hans seneste bog “Et hus er ikke et hjem”, udgivet ved noget så perifert som Byens Forlag, dumpede ind ad brevsprækken til anmeldelse for nærværende avis. Heldigvis afholdt jeg mig fra at feje udgivelsen over til bunken af ulæste bøger og kastede i stedet blikket på bagsideteksten, der også er romanens indledning – og som udgør en af de mest veldrejede åbninger, jeg længe har læst.
… Passagen anslår først og fremmest den enormt underholdende tragikomiske grundstemning, der ligger i bogens portræt af en uhyre livstræt ener, som har forskanset sig i sin afdøde mors lejlighed som isoleret og voyeuristisk outsider.Men samtidig leverer den en smagsprøve på, hvordan det lyder, når Olesen excellerer i sit yndlingsgreb: den dækkede direkte tale.Romanen er skrevet i tredje person, men der er ingen tvivl om, hvem der egentlig taler og tænker. Hovedpersonens sprog overtager fortællerens og leverer med sin apatisk konstaterende stemme den ene satirisk revsende betragtning om det meningsløse i samfundet såvel som hans egen tilværelse efter den anden.
… Dét, hovedpersonen siger, peger med stor komik og sproglig overlegenhed tilbage på ham selv. Og netop dette greb er for mig at se hovedingrediensen i “Et hus er ikke et hjem”, der simpelt sagt er en af de bedste bøger, jeg har læst i år.”
Jyllandsposten [5 ud af 6 stjerner]

“”Et hus er ikke et hjem” er en roman, der vokser stille og roligt i læserens hoved. Peter H. Olesen insisterer på at blive i det lavmælte, han er ikke er bange for at kede læseren, og han har heller ikke travlt med at presse sit plot igennem. Det kommer der en helt egen musik ud af. En sang om en mand, der hed Anders og måske ikke kun var den Anders, han selv havde konstrueret, måske fordi han helt havde glemt, at han også var Federico, den italienske elsker.”
Kristeligt Dagblad >
“Peter H. Olesen har sin egen specielle fortællemåde eller stil, om De vil, som han så glidende fører Anders og hans lille verden frem på. Måske beror det på, at Olesen fortæller i præsens. Det gør de små sekvenser, som bogen består af, meget nærværende, ligesom der kommer noget improviseret over dem. Et fint menneskeportræt toner frem.”
Nordjyske [4 ud af 6 stjerner]

 

“… det er svært ikke at holde af Peter H. Olesens ligefremme, afdæmpede, uhysteriske måde at skrive en ikke i sig selv særlig bemærkelsesværdig skæbne frem på … Selvvalgt næsten-ensomhed. Betragtninger om verden. Fornemmelser af en ny begyndelse, der så måske alligevel ikke er en ny begyndelse. Glæden ved at betragte de andre på afstand og egentlig have det godt nok med det … »Et hus er ikke et hjem« er hurtigt læst, et lille kig ind i et andet menneske, et vindpust i den store og evige strøm af ord og bøger. En fin lille roman.”
Berlingske [4 ud af 6 stjerner] >

 

“lille, fin og humoristisk … skrevet på en måde, hvor der ikke spildes ord på det overflødige … det er en konstaterende, men casual stil, den er meget fåmælt og afmålt på samme tid.”
Politiken [4 ud af 6 stjerner]

 

“Peter H. Olesen har skrevet sin hidtil bedste roman … Der er mange, nære rammende beskrivelser i bogen. F.eks. scenen, hvor han sidder ved moderens dødsleje. Det et beskrevet klinisk og præcist, men også med stor indlevelse. Peter H. Olesen har sin egen skrivestil. På sin vis meget enkel, renset for overflødige ord. Men alligevel skrevet, så læseren får nuancerne med.”
Horsens  Folkeblad [5 ud af 6 stjerner]

 

“Peter H. Olesen har lånt titlen til sin tredje roman fra en Hal David og Burt Bacharach-sang, og det er ganske velvalgt, for begge handler om, at der skal et andet menneske til for at omskabe et hus til et hjem. Det kommer romanens hovedperson Anders til at erfare helt konkret, men nok så interessante er bogens refleksioner over forholdet mellem individ og fællesskab, vores plads i det store menneskehjem … Vi følger Anders i de begivenhedsløse hverdage, men han er ingenlunde kedeligt selskab. Tværtimod, for han er slet ikke, som man skulle tro. Han lever isoleret, men er ikke misantrop, han er fritstående, men ikke lukket, hans liv er stilstand, men hans ånd i bevægelse. Som samfundsborger er han tilsyneladende komplet uegnet, for han har ingen lyst til at honorere omverdens nytte- og konformitetskrav.
Det er her, det bliver rigtig interessant, for med Anders får Peter H. Olesen leveret en elegant samfundskritik. Anders er jo paradoksalt nok det sande korrektiv til det bevidstløse normsamfund, for han inkarnerer selvstændighed, fordomsfrihed og respekt for andre mennesker. Samfundet har lukket sig om sig selv, ikke Anders. Alle mennesker er forskellige, det er det, vi har til fælles, som han selv formulerer det. Det er mægtig fint præcisionsarbejde og et kvikt og velfortjent hib til et samfund, der såre fattes Anders’ upåagtede dyder.”
Fyens Stiftstidende [4 ud af 6 stjerner]